213 / 320
203
lig hans mesterlige Spil i
Den Stundesløse.
Hans
Vielgeschrei var fra det Øjeblik, han viste sig, en
ulykkelig stundesløs Mand, der af lutter Travlhed
med ingen Ting ikke faar Tid til nogen Ting; og hans
Ord, Blik, Miner og Gebærder gjorde det saa haand-
gribeligt, at Ingen tvivlede derom, skønt man saa
Rosenkilde og kendte hans Stemme. Alle Figurens
fineste Afskygninger kom ved ham til deres Ret:
hans embedsmandsvigtige Travlhed i de første Sce
ner, hans selvbehagelige Dikteren af Brevet til Skri
verkarlene og endelig hans til det Højeste drevne
Fortvivlelse og Forfjamskelse, da han i Ekstase svin
gede Stolen og raabte: „Jeg er Alexander Magnus osv.“
Rosenkilde levede sig altid fuldstændig ind i den
Karakter, han fremstillede og sagde hver Replik efter
den Stemning Rollen havde givet ham. Deraf kom
den store Frihed, som udmærkede ham paa Scenen.
Han spillede ikke den ene Gang nøjagtig som den
anden og var meget tilbøjelig til at lægge til og
trække fra. Den simple usminkede Sandhed var
Grundtrækket i hans Kunst; han anvendte sparsomt
de udvortes Midler, der hjælper til Illusionen og var
en Hader af stærk Maskering; han forandrede hel
ler ikke sin Talestemme og var dog forskellig i de
forskellige Roller.
Rosenkilde besad en sjælden Kraft og et enestaa-
ende Lune, saa sprudlende, at det næppe er over
truffet af nogen af den danske Skueplads’ store Kunst
nere. To Figurer, som hans levende Fantasi skabte,
Trop i
Recensenten og Dyret
og Hummer i
De Uad