FraMitStudenterOgTeaterLiv

204

skillelige,

er paa det Nøjeste knyttede til Mindet

om hans Personlighed og Kunst. Trop er en Skik

kelse, som tilhører Nationens komiske Billedgalleri;

Traditionen, som har udviklet sig ved Samarbej

de mellem Skuespilleren og Publikum, forlanger at

Karikaturerne i Vaudevillen netop skal se ud som

Rosenkildes Trop og Hummer; skifter de Ham, er

Illusionen tabt, men til at bære en Dragt som den,

Rosenkilde havde opfundet, hører det Fond af Hu

mør og Lune, som han besad. Der kræves en over

legen Kunstner, som staar i saadan Rapport til sit

Publikum, at han som Rosenkilde kan driste sig til

Pudsigheder, Improvisationer og Ekstravagancer, der

uden at overskride Skønhedslinien fremkalder en

uimodstaaelig Virkning hos Publikum. Som Eksem

pel paa, hvad han kunde tillade sig i Retning af Im

provisationer, vil jeg blot nævne følgende. I Anled

ning af Fru Heibergs Genoptræden fandt der en

Festmiddag Sted paa Skydebanen, hvori blandt andre

Rosenkilde, der var en af hendes varmeste Beun

drere, deltog. Han skulde om Aftenen spille i

Recen

senten og Dyret

og kom i udmærket Humør paa

Teatret; han gjorde sin Entré paa Scenen med at

lade sin Hat flyve foran sig, selv kom han løbende

bagefter med de Ord: „Det er den værste Storm,

jeg har været ude i!“ Da han saa opdagede Kong Fre

derik VII i Kongelogen, stillede han sig op ad Pro

sceniumspillen tilhøjre og slog om sig med sit Lom

metørklæde: „De Fandens Oldenborre!“ sagde han,

„de sværmer om mig! Der sidder en stor En der