220 / 320
210
Sammenspillet mellem ham og hende var, som hun
med Rette siger, „lykkeligt for ham, for mig, for Dig
teren, for Teatret og for Publikum“. Michael Wiehe
var uden Tvivl en af de største Kunstnere i sit Fag,
baade som lyrisk Elsker og som Karakterskuespil
ler, det kongelige Teater har ejet. Han var et stille,
dybt Gemyt, som ofte blev mistydet af Folk, der
ikke kendte ham. Han var elskværdig, imødekom
mende og opmuntrende lige over for os Yngre. En
yderst sjælden Gang kunde han slaa Gækken løs,
saaledes ved en Middag paa Skydebanen, som Høedt
gav for Teaterfolk og Venner. Aftnen endte selv
følgelig med Dans, men ingen af Herrerne var ihær
digere Danser end Wiehe, og jeg ser ham endnu
fare Salen rundt med Fru Holst, som han særlig
beundrede. Klokken 3 om Morgenen sad han, Høedt
og jeg paa en tarvelig Beværtning og drak Kaffe.
Om denne Middag havde Rygtet fortalt, at ved
den vilde Høedts Forlovelse med en af Teatrets
talentfuldeste og mest feterede Kunstnerinder blive
deklareret, men dette skete ikke; H. P. Holst havde
i en Sang sigtet til denne forventede Begivenhed
paa følgende Maade:
Ja dit Held er urimelig stort,
Derfor husk, (at ej Himlen skal vredes,)
At ej selv ved dit Held du skal kedes,
Hvad Polykrates fordum har gjort.
Tag din Ring af din Finger, o Høedt,
Du skal ikke den kaste i Vandet —
Du kan ogsaa den bruge til andet,
Men opsæt det blot ikke, o Høedt!