223 / 320
213
og
Hverdagsfolk
skyldte hovedsagelig ham den Lykke,
de gjorde. Der var altid en eller anden Rolle i Stykket,
han forelskede sig i, og som han med en Masse
Enkeltheder pyntede paa, saaledes Oberstløjtnant Kraft
i
Revyen
, der paa en Maade var hans Opfindelse,
men saa igen blev saa mesterlig udført af Kolling.
Ét manglede Høedt: Udholdenhed; naar man vil
fremtræde som Reformator i sin Kunst, da er det
en Forsyndelse at afbryde, om saa Kampen skulde
bryde nok saa haard. Dommen over ham bliver dog
uvilkaarlig mildere, naar man betænker, at han hen
levede sine sidste Aar i Vanviddets Taager. Dette Van
vid, der var at bestemme som en Hamletsk Mangel
paa Vilje, var allerede til Stede i hans første Mand
doms Tid. I et Brev fra 1849, som han skrev til en
fortrolig Ven angaaende Genstanden for sin Ung
domskærlighed, taler han selv om denne Svaghed,
som uafbrudt forfulgte ham: „Jeg ser det, Skatten
or paa en Maade min, og dog er den død for mig,
thi det Ord, som hæver den, kan jeg ikke udtale.
Det er nu en Gang min Skæbne i denne Verden;
jeg er en Millionær, som dør af Sult.“
Fru Heibergs Ungdom var længst forbi, da jeg
første Gang saa hende spille. Jeg mindes hende
dunkelt som Maria i
Alferne
, men tydeligt som
Sofie i
Nej
, en Rolle, hvori jeg vist har set hende
20 Gange. Det bedste Bevis paa hendes glim
rende Spil var, at Tilskuerne uvilkaarligt trods deres
bedre Vidende ikke kunde andet end dele Klokker
Links Forbavselse: det lille Ord Nej blev nuanceret