221 / 320
211
Fra samme Middag husker jeg Professor Nielsen;
han havde ikke opnaaet at faa den Borddame, han
havde ønsket, var i den Anledning misfornøjet og
gnaven og sagde ikke mange Ord. Ved Slutningen
af Middagen, da Ordet var frit, blev han af Høedt
opfordret til at give noget til Bedste, men vægrede
sig haardnakket under Foregivende, at han ikke var
vel, men, da en Deputation af unge Damer kom hen
og bestormede ham, blev han som elektriseret. Han
sprang op paa sin Stol og fremsagde Runebergs
Sven
Dufva
med en ungdommelig Begejstring og en saa-
dan Kraft, at hele Salen genlød af Jubel og Bifald,
og alle strømmede hen til ham for at takke ham;
herefter blev han i udmærket Humør.
Wiehe, som igennem sin Bedstemoder Mad. Ro
sing havde stiftet Bekendtskab med Nielsens, holdt
dette højt i Ære. Det var særlig Fru Nielsen, som
han omfattede med en Søns begejstrede Hengiven
hed. Et lille Nytaarskort fra 1847 betegner paa en
smuk Maade Forholdet.
Nytaarsaften 1847.
Kære Madam Nielsen!
Tak for alt det Gode, jeg skylder Dem! Tak fordi De lever og
virker forædlende paa mig! Tak fordi De holder af os og giver
os Lov til at holde af Dem! Lev længe! Helst glad! Men kom
mer der Sorger, da ville vi, som elske Dem, hjælpe Dem at
bære dem.
Deres hengivne
M ic h a e l.
14*