FraMitStudenterOgTeaterLiv

214

med en saadan Virtuositet og et saadant Skælmeri,

at det hver Gang antog Karakteren af en ny Replik,

der lod den samme Stemning forme sig paa højst

forskellig Maade. Sofie var i Grunden hendes, man

kunde godt sige, mest klassiske Rolle. Digteren

Hertz’s store Beundring for hende affødte et Galleri

rigt varierede Kvindeskikkelser, som hun gav Liv og

Blod, og som dannede Kærnen i hans dramatiske

Digtning. Den skælmske, livlige Lotte i

Amors Ge

nistreger,

Antonie i

Sparekassen,

Ragnhild i

Svend

Dyrings Hus,

Titelrollen i

Ninon

ogjolanthe i

Kong

Renés Datter

var Mesterværker. Hendes Udførelse

Dina

blev en enestaaende Triumf, og hendes Lu-

cretia i Holbergs

Den Vægelsindede

var en kunst

nerisk Begivenhed i Teatrets Historie. Stykket havde

hvilet siden 1817 og aldrig gjort sig. Hendes Lucre-

tia var interessant og overraskende morsom, den ba

res oppe af et Lune, eller som Goldschmidt skrev,

„af en saa sund Glæde og nervestærk Lystighed, som

om hun havde været opfødt med lutter Holberg.“

Da jeg kom til Teatret var Fru Heiberg bleven

Direktørens Frue og kom derved til at staa i et van

skeligt Forhold til sine daværende ældre og yngre

Kammerater. Hun besad heller ikke Styrke nok til

at undgaa Skærene eller Resignation nok til ude

lukkende at tænke paa sin Kunst. Følgen heraf blev,,

at hun fik en mindre heldig Stilling ved Teatret..

Et Par Smaatræk belyser dette nærmere. Fru Niel

sen og Fru Heiberg var fælles om det saakaldte

„Skuespillerindeværelse“ ; det var ikke blot betydelig.