225 / 320
215
større end de andre smaa Paaklædningsværelser,
men ogsaa finere udstyret; i det havde ogsaa Teatrets
tidligere Primadonnaer klædt sig. Kort efter at Hei-
berg var bleven Direktør, blev Fru Nielsen uden
Varsel en Dag flyttet ind i et af de mindre Kamre.
En Dag viste hun Fru Heiberg, hvorledes hun havde
faaet indrettet sig derinde og ytrede, at hun savnede
et stort Spejl. „Ja det har Teatret vist ikke Raad
til at anskaffe,“ svarede Fru Heiberg. Heiberg fik
underhaanden Fru Nielsens Ønske at vide, og Spejlet
blev anskaffet. Et andet og lignende Træk er følgende:
Christian den 4des Dom
af Søtoft skulde genoptages;
Fru Nielsen, som skulde spille Katharina Juul, hen
vendte sig til Maleren Vermehren, der var en god
Ven af det Nielsenske Hus, om. at hjælpe hende
med Kostymet. Han tog en Tegning af et Portræt
paa Frederiksborg Slot og komponerede efter hol
landske Billeder en Fløjls Nederdel til Dragten.
En Aften, da Fru Nielsen traf sammen med Fru
Heiberg paa Teatret, fortalte hun denne om sin nye
Dragt. „Fløjl!“ udbrød Fru Heiberg, „nej, det har
Teatret vist ikke Raad til at koste; der maa jo findes
en meget brugelig Dragt i Teater-Garderoben“.
Naar jeg mindes dem, jeg stod i særlig venskabeligt
og kammeratligt Forhold til, medens jeg var ved det
kongelige Teater, saa maa jeg navnlig fremhæve Chr.
Hansen, Peter Schram og Theodor Liebe. De to
Førstnævnte var højtfortjente Kræfter ved Operaen
og havde forlængst tjent deres Sporer, da jeg lærte
dem at kende. Liebe var min Skolekammerat fra Her