222 / 320
212
Høedt og Wiehe dannede som et Kompagniskab,
man kunde ikke nævne den ene, uden at man kom
til at tænke paa den anden. Det ubrødelige Venskab,
som havde knyttet dem sammen i deres unge Dage,
varede ved, til Døden skilte dem ad, og det skønt
de havde højst forskellige Karakterer. Det er en
fejl Mening, som i sin Tid deltes af de Fleste, at
Wiehe underordnede sig Høedt, eller at denne paa
tvang Wiehe sine Anskuelser. Wiehe stod tværtimod
i saa Henseende upaavirket og fast paa sin Ansku
else og Opfattelse og det undertiden med en vis
Stædighed. Høedts dæmoniske Indvirkning paa sine
Omgivelser er en Myte, men han besad en stor
Evne til at fængsle alle, selv sine Modstandere. Han
var aandrig, kundskabsrig og meget veltalende; han
havde læst meget og havde en Jernhukommelse.
Høedts Kunstnerbane var kun kort. Han præsterede
store og mesterlige Ting som Hamlet, men han slog
som Skuespiller aldrig fuldt ud igennem. Hans Spil
var den fuldtudviklede, gennemdannede Kunstners,
men han illuderede ikke. Høedt vilde Reformation
ved Teatret, men langtfra Revolution. Faa havde saa
sikkert et Blik for Komedie som han, og han var
en udmærket Elevinstruktør. Han hadede Unatur
og lærte sine Elever at tale Dansk rent og smukt.
Det var dog særlig som Sceneinstruktør, at han var
fremragende dygtig. Jeg har set ham baade paa det
kongelige Teater og især paa Folketeatret sætte Styk
ker i Scene og været Vidne til hans forbavsende
Evne og Kunst. Stykker som
Revyen, De Forlovede