FraMitStudenterOgTeaterLiv

209

kende. Jeg har set og beundret hendes Ingeborg i

Dronning Margareta

, hvor hun var den skønneste

Legemliggørelse af den blide, blonde, nordiske Kvinde,

ligesom ogsaa hendes fortryllende Gulnare i

Aladdin

staar tydelig for min Erindring. Hendes imponerende

Fedronning Coronata i

Alferne

og hendes Regisse i

Svend Dyrings Hus,

hvor hendes lyse Uskyld stod

i virkningsfuld Kontrast til Fru Heibergs dæmonisk

mørke Ragnhild, var Mesterroller fra hendes yngre

Periode. I det ældre Rollefag, som hun efterhaanden

gled over i, bevarede hun den ædle, rene Kvinde

lighed, det næsten Himmelske i sin Fremtræden,

der fra først af havde hvilet over hendes Person og

Kunst, og forenede med sine skønne, ædle Ansigts

træk og plastiske Holdning noget Patetisk. Hol

bergs Leonora fik en særlig Charme af Skønhed og

Sandhed ved hendes Udførelse. Fru Holst var —

hvilket er en Sjældenhed ved et Teater — elsket og

afholdt af alle.

Da jeg kom til Teatret, stod Michael Wiehe paa

Højdepunktet af sin Kunst. Jeg havde set ham bryde

igennem i Fyrrerne; jeg mindes ham endnu fra den

Tid som Aladdin, som Holst tidligere havde spillet. I

den første Del af Rollen, hvor det Aabne, Friske og

Frejdige kommer til Udbrud, stod Holst over ham,

men i Rollens sidste Del, hvor Kærligheden vaagner,

hvor Lidenskaben, Tungsindet og Vanviddet betager

Aladdin, overtraf Wiehe langt Holst. Fru Heiberg

har haft stor Indflydelse paa ham og medvirket til,

at han kom mere og mere ind i Repertoiret, og

Otto Zinck: Erindringer