FraMitStudenterOgTeaterLiv

205

oppe, som jeg ikke kan faa fat i!“ Kongen morede

sig kosteligt over denne Improvisation.

Hos Rosenkilde var altid Hjertet med i hans Rolle.

I flere af hans Roller fremskimtede den milde elsk

værdige Natur, som ogsaa sporedes i hans mest ko

miske, og lagde et sympatetisk Skær over Figuren.

Dette var fremfor alt Tilfældet i to af hans Mester

roller, i

Den Ældste

og i

Michel Perrin.

Det er

utroligt med hvor faa Midler, han i

Michel Perrin

frembragte den mægtige Virkning som Præsten, dette

gamle Barn, der ved sit enfoldige Hjertelag udretter

mere end alle de andre. Den lille Scene, hvor Mi

chel paa sin milde, indtrængende Maade foreholder

de tre Sammensvorne deres Uret og Skyld, var noget

af det Skønneste og Sandeste, der er set paa et Teater.

Kristian Mantzius havde jeg kendt flere Aar, før

jeg kom til Teatret; det var Studenterforeningen og

Komedierne, der udgik derfra, som havde ført os sam

men. Han var en ægte Kunstnersjæl og havde længe før

sin Debut paa det kgl. Teater aflagt umiskendelige

Beviser paa, at han sad inde med mange og store

Betingelser for at blive en betydelig Skuespiller. Naar

jeg tilbagekalder i Erindringen de Roller, som jeg

saa ham spille i Studenterkomedien, saa staar de saa

godt som alle som noget af det Bedste, han har præ

steret: Figurerne var genialt opfundne og sikkert

og bestemt fremstillede. Naar man véd, hvordan Stu

denterkomedierne dengang blev færdige til Opfø

relse, hvor kort Tid, der forundtes til at lære Rol

lerne, der som oftest forandredes og revideredes paa