176 / 331
165
— Nej, min Far, det gjorde jeg inte. Jeg brø
lede som en Stud, saa de, Pinedød, kunde høre
mig fra Operationsstuen og helt ud paa Told
boden“ .
Jeg mindes et Par Lejligheder, hvor jeg
bar mig ad ganske som Doktor Grumme, til
stor Forargelse for Bedstefader, der hadede at
vække Opsigt, om det saa kun var ved et Barns
fortvivlede Graad.
„Kaspar“ , som i lang Tid havde haft sine
kronede Dage i Vænget, skulde optræde paa ny.
Familien Price havde engageret ham til at op
træde i „Harlequin Skelet“ , og nu vilde Bedste
fader se, hvorledes det spændte af. Som Kaspars
Ven og Velynder blev ogsaa jeg inviteret, og
det var med en underlig Blanding af Forvent
ning og Stolthed at jeg Flaand i Haand med
Bedstefader stolprede afsted til Vesterbro langs
den uendelige Farimagsvej. Jeg havde aldrig
været paa Komedie, aldrig sét et Teater, og
vidste kun, at Kaspar skulde rides af Djævelen
— det havde Rebekka fortalt mig. Jeg var der
for noget benauet, og denne Følelse formind
skedes ikke ved Synet af „Morskabsteatret“ , der
med sin smalle Frontespice og grove Træsøjler
lignede de Huse, Smaabørn bygger af Klodser.