177 / 331
166
Vi kom ind paa Æresplads — første Parket,
første Bænk — og jeg debuterede med at antage
Orkestret for Skuepladsen og D’hrr. Musici for
Aktører. En velvillig Madamme betroede mig
imidlertid „at Pjerrot var dér oppe bag det Tæppe“,
og da dette Tæppe fremviste en Skov med et
hult Træ, mente jeg, at Pjerrot rimeligvis maatte
komme ud af dette Hul. Pludselig gik Tæppet
til min Forfærdelse lige op i Loftet, og i en
dejlig Have kom tre unge Piger med Rosen
guirlander dansende frem imod os. Men ved et
Tempo i Musiken gjorde de højre om, og nu
dansede de tilbage som ækle, gamle Kællinger
med Pølsesnore — det var højst mærkværdigt!
Saa kom Pjerrot. Jeg spurgte Madammen,
om han var af Gips, men da hun betroede mig,
at han kunde tage sin Næse af og putte den
i Hatten, blev jeg bange for ham og foreslog
Bedstefader at gaa lidt ud. Saa skød Pjerrot
den smukke Harlekin, strøg ham flad og gjorde
ham til Skelet — det var overmaade ækelt.
Men saa kom Kaspar — Pjerrot sad ridende
paa ham baglængs, og holdt ham i Halen. Hele
Huset klappede, men jeg syntes, at Kaspar slet
ikke saa fornøjet ud. Kaspar blev fremkaldt;
men da Pjerrot kom ridende paa ham igen, skete
der noget højst diabolisk. En Hob sorte Trolde