179 / 331
168
havde foræret mig. Paa Vejen gik han ind til
en Bager og købte et Firskillings Surbrød, som
jeg skulde overrække Majestæten fra Indien.
Gennem nogle smudsige Gaarde kom vi
ind i et skummelt Skur, hvor der sad en Kone
med en Blikbøsse. Efter at have ofret vor Mark,
gik vi ind bag Tæppet og saae nu en stor,
uformelig graa Klump, som stak sin Hale ud
mellem Jernstængerne — den kaldte Bedstefader
for Snabelen. Jeg syntes ikke rigtig om Uhyret,
men dette syntes aabenbart bedre om mig; thi
det blev ved at stikke Halen ud efter mig. Jeg
lagde Brødet i min Hue, nærmede mig forsigtig,
og begyndte at pille nogle Smuler løse — det
skulde jo ikke have det hele paa én Gang. Men
en Elefant er Skam ingen Dumrian. Med et
Snøft stak den pludselig Halen helt ud mellem
Stængerne, rullede den om Hue og Surbrød, og
i næste Nu saae jeg begge Dele forsvinde i et
bundløst Svælg. Jeg gav et Brøl, der meget
godt kunde hamle op med Elefantens, men da
jeg hueløs og trøstesløs hylede op paa Øster
gade, forbarmede Bedstefader sig over mig. Vi gik
op til en Bundtmager og fik en ny polsk Hue,
men senere tog han mig aldrig med, hverken
til Æsler, Elefanter eller andre mistænkelige Dyr.
Trods disse Udskejelser vedblev jeg dog