184 / 331
173
Hun gav os derfor en Kurv med spanske Kirse
bær, som vi skulde spise i det Frie og „dele
som Brødre“ . Men da vi kom ned i Haven,
vilde Grev Eggert absolut bære Kurven, og da
jeg gav ham den, sagde han, at nu kunde jeg
gaa — han vilde spise s in e Kirsebær alene.
Jeg protesterede, men han løb fra mig, og
da han var vel kendt med Parkens Stier, tabte
jeg ham snart af Syne. Efter nogen Søgen fandt
jeg ham siddende i Græsset ved en af Kanalerne
med den halvtømte Kurv paa Skødet. Jeg kræ
vede nu m in Del, men han svarede med en
Bemærkning om, at jeg kunde spise mine Kirse
bær hos Forpagteren, hvor jeg hørte hjemme.
Ganske vist kendte jeg ikke den Gang Resul
tatet af at spise Kirsebær med de Store, men
saaret ved Hentydningen og i Bevidstheden om
min Ret traadte jeg ud til Randen a f Kanalen
og sagde: „Hvis du ikke strax giver mig mine
Kirsebær, springer jeg i Vandet, og naar jeg saa
drukner, er det din S k y ld !“
Jeg fik øjeblikkelig Kurven, men jeg fik
aldrig mere nogen Indbydelse, „fordi jeg havde
gjort den unge Greve forskrækket“ .
Nej, saa var Niels og Christian, Skovløbe
rens Sønner, nogle ganske anderledes Karle.
Uden at blinke smed de mig i Vandet fra Bade