188 / 331
177
Glad over at slippe for saa godt Køb, satte
jeg Kasketten paa Hovedet, og da den truede
med at falde af, gav Thiele den et Tryk oven
i med den flade Haand. Men det skulde han
ikke have gjort — alle Kirsebærrene masedes, saa
den blodrøde Saft løb mig ned ad Hals og An
sigt. Jeg stak i Stortud, Thiele i den vældigste
Skoggerlatter, og under denne mærkelige Duet
overleverede han mig til min Moder, som vi
mødte paa Vejen. A f hende fik jeg saa den
Straffeprædiken, jeg saa ærligt havde fortjent.
Men fra den Dag var ogsaa Skovløberhuset
lukket for mig og vore grønne Skovpaladser for
svandt. Jeg tror nok, at disse Kirsebær var den
Draabe, der fik Thieles Taalmodighedsbæger til
at flyde over, og at han har snakket ordentlig
med Niels og Christian fremgik deraf, at de al
drig mere snakkede ordentlig til mig. Først i
1849
kom der et Glimt af det gamle Venskab
.tilbage. Christian var kommen „under Malicen“
og maatte gøre Felttoget med. Han sendte mig
da nogle gruopvækkende Beretninger om sin
Tapperhed, om hvor mange „Blaabær“ han
havde leveret Tyskerne, og hvor mange Byer
han havde skudt i Brand. I Begyndelsen im
ponerede disse Beretninger mig ganske over
ordentlig, men da de stadig endte med, at han
V. Bergsee: De forbistrede Drenge.
12