191 / 331
180
Skrig, og saa blev Alt til et kulsort Mørke,
hvori jeg ikke engang følte mig selv.
Da jeg atter slog Øjnene op, laa jeg paa
en Sofa og mødte min Moders taarefyldte Blik.
Hun stod bøjet over mig, Blodet dryppede fra
hendes Tinding ned paa mine Kinder — hun
havde troet mig død, og saa var jeg egentlig
den eneste, der slap helskindet fra det Hele.
Kalechen havde hugget min Moder og Tante
dybe Huller i Panden; Barnepigen havde faaet
et gabende Saar i Baghovedet, mine Søskende
mindre Læsioner, men jeg fejlede, paa Besvi
melsen nær, ikke det mindste. Alle de Andre
fandtes i Grøften under den knuste Vogn —
kun jeg var ikke til at finde. Fra mit høje Sæde
var jeg bleven slynget over Stengærdet ind i
en Hvedemark, og der „laa jeg todt“, da man
fandt mig.
I en tarvelig Vogn fra Kroen, forspændt
med de ældste Krikker, der kunde opdrives,
fortsatte vi Vejen til Fredsholm. Det gik Fod
for Fod, thi hver Gang Kromanden vilde lade
Hestene trave lidt ud, raabte min Tante: „Hold
paa Dyrene! For Guds Skyld — hold paa Dy
rene!“ og der blev saa trolig holdt paa dem,
at vi ført naaede vort Bestemmelsessted hen ad
Aften.