193 / 331
182
gam ling“ , der gik ud for at æde Børn. For
min ustyrlige Fantasi blev alle disse Væsner til
Virkelighed, og jeg drog først Vejret let, naar
vi havde Skoven i Ryggen.
Men ogsaa Fredsholm havde sine Aander,
som ikke lod mig i Ro. Alle gamle Herregaarde
har deres Fredsforstyrrere, som i Stedet for at
sove fredeligt i deres Grave, gaa omkring og for
hindre Andre i at sove i deres Senge. Her var
det „den graa Dame“ , et ubestemt, mystisk Væ
sen, som gled hen gennem de øde Sale, klædt
i Graat og raslende med sit Nøgleknippe, naar
Nogen skulde dø. Hvor led jeg dog, naar jeg
laa i det halvmørke Sovekammer, ventende paa,
at min Moder skulde komme. Ogsaa hun havde
et Nøgleknippe, og naar jeg hørte det rasle,
lukkede jeg øjnene i Skræk for at se den frygte
lige Skikkelse komme ind.
Den graa Dame
levede mange Aar efter op i „Fra Piazza del
popolo“ . Hun blev til den blege Nonneskikkelse,
der paa Slottet i Normandiet svæver ud af Ram
men og fravrister Leon de Ville hans unge
Brud midt under Ballets brusende Toner. Saa-
ledes ligge gamle Barneminder gemte i Erin
dringens Sarkofag, faa pludseligt Liv og forme
sig til Poesi.