199 / 331
188
de for mig indeholdt den højeste Hæder og den
dybeste Ydmygelse.
Vi havde faaet en dansk Stil, som hed
„Min Skolevej“ . En Skolevej er ikke af op
livende Natur, og min forekom mig særdeles
tarvelig, da den baade var kort og kedelig.
Jeg fandt da paa at tage Opgaven humoristisk
og benyttede som Hovedperson Bonnier, en gam
mel og overmaade griset Bogjøde i Grønnegade,
med hvem Skoledrengene drev allehaande Spil
opper. Jeg fortalte, hvorledes en Dreng, der
ikke vilde betale den forlangte Pris, indvendte,
at Bogen lugtede, hvortil Bonnier øjeblikkeligt
svarede: „Hvad sji’er du Dreng! Lugter Bogen?
— Det er s ’gu mig, der lugter,“ og deri havde
han utvivlsomt Ret, thi Hvidløg gror ikke i
Bøger.
Den øvrige Skildring tog jeg paa lignende
Maade, og det blev en meget lang S til; men da
den var færdig, turde jeg næppe levere den af
— jeg syntes, jeg havde gjort Nar ad Alt, end-
ogsaa af Brandmajoren og Frue Kirke.
Saa kom da den frygtede „danske Time“.
Jeg krøb helt ned paa bageste Bænk med Hjertet
i Halsen, og det sank endnu dybere, da jeg.
øjeblikkeligt blev kaldt op til Katedret.