201 / 331
190
— det var et Kvarter til ti, og jeg skulde være
i Skole Kl. ni. A f bare Forskrækkelse satte
jeg mig paa Bogbinderens Trappe og græd;
men da det ikke fremmede Farten, kom jeg en
halv Time for sent, fik Anmerkning og senere
Tilhold om at møde paa „Bohrs Værelse“ —
det var den elendigste Dag i mit L iv; jeg skulde
jo have Prygl for Romantikens Skyld.
Brødebetynget som en Forbryder krøb jeg
op ad Trappen til det Værelse, hvor Spansk
røret groede. Ved min Indtræden fandt jeg to
andre Syndere, der brølede omkap, og jeg stak
da i med til en Trio. Saa hørte vi Bohrs hur
tige Spring op ad Trappen, Døren blev reven
op, og i næste Nu var Døren aabnet til det lille,
flade Skab, hvor Spanskrørene stod paa Række,
ordnede efter Tykkelsen som Queuer paa et
Billard. Bohr kastede et prøvende Blik først
paa os, saa paa Spanskrørene, greb et og lod
det svippe gennem Luften saa det peb. Dette
gav Signalet til en ualmindelig jamrende Tuden;
Bohr vilde lukke Vinduet, men da klang:
Tschum da! Schum da! Tschumdadadadera!
Tschum ! Tschum ! Tschum ! Dadadi daderadara!
det var Fodgarden, som med fuld
Janitschar-
musik trak op ad Nørregade.