207 / 331
196
vuggede de sig over Fløjl. Jeg kendte ikke
Stemmen; jeg hørte kun Versene klinge, vemods
fuldt sungne, svagere og svagere, medens Vug
gens Gænger vedblev at gaa aandeagtigt svagt
som Akkompagnement til den smertefyldte Sang.
Saa gled det Hele ud i Stilhed; jeg hørte den
samme svævende Gliden, og fuld af Rædsel
skjulte jeg mit Hoved under Dynen.
Den næste Morgen var jeg inde for at se
min lille Broder for sidste Gang. Alt stod som
før: Kisten, Vuggen, Blomsterne — Kastanie
kransen laa paa det lille Bord. Jeg var saa
lamslaaet af Skræk, at jeg ikke fortalte Nattens
Rædsler til Nogen. Den Gang troede jeg for vist
at have været Vidne til Aandernes Færd. Nu
kan jeg kun formode, at det har været min
stakkels Moder, som i Nattens Ensomhed for
sidste Gang har vugget sit ulykkelige Barn.
Thi fra den Nat var hun ganske forandret.
Hendes Blomster i det dybe Dagligstuevindue
falmede bort, Fortepianoet lukkedes ikke mere
op, og de morsomme Bøger i det lille Mahogni
Bogskab kom ikke mere frem. V i Børn forstod
Intet deraf. „Moder var syg “ , hed det, og med
Barnets Sorgløshed fandt vi os deri — Børn
har jo den tykkelige Evne at kunne le, naar
Andre lide. Livets Smerte er for dem kun Leg,