210 / 331
199
med Bedemænd og sortbetrukne Vægge. Jeg
husker endnu disse Gravkamre med Kister og
Kjerter, med Buxbom og Blomster, med sorte
Præster, grædende Kvinder og bedrøvede Mænd.
Saa lille jeg var, maatte jeg som de Andre møde
med høj Hat og i Ligkappe, som lejedes et Sted
i Skindergade. Hver Gang jeg gik forbi dette
Sted, gøs jeg af Frygt for, at jeg snart skulde
derop for at leje en ny til at følge min Fader
eller min Broder. Ja, selv naar jeg mødte en
Præst i Ornat, veg jeg langt ud af Frygt for,
at han skulde tage mig med til Begravelse.
Og det var nær igen blevet Tilfældet. Min
yngste Broder, Johan Frederik, sad en Dag og
blæste Sæbebobler. Pludselig udstødte han et
vildt Skrig, tog sig til Hovedet og faldt om.
Ingen kunde forstaa dette Tilfælde hos den
kvikke, fireaarige Dreng. Man formodede en
Forgiftning gennem Sæbevandet og bragte ham
ud paa Frederiks Hospital. Her blev han ind
lagt under daværende Overlæge S. M. Trier, men
selv dennes udmærkede Dygtighed formaaede
kun lidet over for en saa ondartet Tyfus, som
denne udviklede sig til. I mange Maaneder laa
han hen, snart i Vildelse, snart i Døs — ingen
af os Børn maatte komme til ham, og naar