206 / 331
195
og at hun udtrykkelig paalagde mig at tage
Kastaniens hvide Lys med.
Den Gang bandt man nemlig selv sine
Kranse i Smerte og under Graad. Man købte
dem ikke paa Staaltraad hos en Blomsterhandler
under Prutten og Prat.
Natten før min lille Broder skulde begraves,
skete der noget mærkeligt — det eneste aande-
agtige, jeg har oplevet.
Jeg laa i min Seng, men kunde ikke sove.
Bestandig syntes jeg at se min Broder ligge bleg
og indfalden i den sorte, blomsterstrøede Kiste,
som stod tæt ved hans Vugge i Værelset ved
Siden af mit — kun en tynd Væg skilte os, og
det er en endnu tyndere, som skiller Vuggen
fra Graven.
Da hørte jeg en glidende Lyd ude i Gan
gen, et dæmpet, aandeagtig Suk, og saa blev
Alt stille. Men lidt efter begyndte det at røre
sig i det Værelse, hvor min Broder laa Lig.
Ikke at Nogen gik eller at Noget flyttedes der
inde — nej, det var den samme aandeagtige
Gliden, som jeg havde hørt ude paa Gangen. Jeg
rejste mig op for at kalde, men kunde ikke faa
et Ord over mine Læber. Inde fra Værelset
klang en dæmpet, spøgelseagtig Sang, min Bro
ders kendte Vuggevise, og Gængerne gik som
13
*