208 / 331
197
Saa flyttede vi ud til Taarbæk — Solen og
Søluften skulde helbrede hende; men mod den
dybe Kummer er der kun én Helsebod, Døden,
som svøber Alt i sit fløjelsbløde Mørke og skaber
Glemsel.
Jeg mindes et lille, hvidt Hus, en stor
Have, og en blomstersmykket Høj med vid Ud
sigt over Sundet Der oppe stod jeg en varm
Sommerdag med Solskin, Blomster og kvidrende
Fugle — jeg syntes, jeg var i Paradis.
Da kom min Moder rejseklædt, bleg, for
grædt. Krampagtigt tog hun mig i Favn, bøjede
sit Hoved ned over mit og hviskede: „Farvel!
— Glem ikke din Moder!“
Jeg lovede det grædende. Hun kyssede mig
inderligt, tørrede mine Øjne og svandt saa ned
ad Højen som et Aandesyn. Jeg blev staaende
maalløs, uden Forstaaelse. Lidt efter hørte jeg
en Vogn, som rullede afsted i den dybe Hul
vej under mig — det var Moder, som kørte til
Roeskilde, sagde de. Kun lidet anede jeg, at vi
havde taget Afsked for sidste Gang — hun og
jeg, der saa inderligt elskede hinanden.
Saa kom Efteraaret, det kolde, klamme
Efteraar med svigtende Lys og vigende Liv.
De gule, visne Blade faldt i Flokke, hvirvledes
hen over Kirkegaardens Gange, og en sildig