213 / 331
202
Det havde altid været min Bedstefaders øn
ske, at jeg skulde studere, og en Dag, da jeg
legede under Linden, kom han i straalende Hu
mør ind ad Porten, spurgte, hvorledes det gik
mig i Skolen og gav sig saa ganske umotiveret
til at recitere Holbergs: ala — en Vinge, alauda
— en Lærke, cerevicia — 01, hvorpaa han de
klinerede „mensa“ helt igennem, fægtende i Luf
ten med sin gule Stok. Jeg blev meget forbavset,
thi jeg troede ikke, at Bedstefader kunde Latin;
men den Dag blev en Dommens Dag for mig,
thi paa den blev det besluttet, at jeg skulde
tages ud af det von Westenske Institut for at
indtræde i Borgerdydskolen paa Christianshavn.
Min Moders kort efter følgende Død forhalede
vel denne Beslutning, men ophævede den ikke,
og ganske brat blev der tagen en Bestemmelse,
som havde den største Betydning for mit se
nere Liv.
Naar en Moder gaar bort fra sit Hjem, for
lader Solen sin Himmel, men just i Sorgens
klamme Graavejr gælder det om at rykke tættere
sammen og tænde Arnens slukte Ild ved Kær
lighedens Flamme. Et Hjem, selv om det er
sorgfyldt, har en forunderlig trøstende og bin
dende Magt, det opdrager langt bedre end den