209 / 331
198
Oktoberdag dækkede de min Moders Grav. Jeg
har aldrig glemt, hvad hun maatte lide; aldrig,
hvor meget hun elskede os.
Der blev tomt og øde i min Faders Hus.
Selv gik han omkring taus, bleg, med sænket
Hoved og Hænderne paa Ryggen som en sorg
bunden Fange. Fabrikens Arbejdere sendte med
lidende Blikke efter ham og mig paa vor Vandring
gennem Stuerne. Det var kærlige Folk, som
vilde os alt Godt, men mod Sorgen hjælper kun
Et — Tiden, men den skrider saa dræbende
langsomt og har stundom flere Sorger i Følge.
Og det blev netop Tilfældet her — Dødens
Le var hvæsset, og den vedblev at høste. Den
9. Februar 1846 døde min Bedstefader ; min
Bedstemoder fulgte ham elleve Dage efter. „Det
er som om Døden i denne Tid vil berøve os
Alt, hvad vi elsker“ , skriver min Fader.
Paa mig gjorde disse bratte, hurtig paa hver
andre følgende Dødsfald en særegen Virkning.
Jeg var i den Alder, hvor man begynder at ane
Livets Alvor, og man sparede mig ikke for at
se Døden i Ansigtet. Efter Datidens Skik maatte
den lille, tiaarige Dreng med til alle disse Be
gravelser, som fik et end tristere Præg derved,
at de kjendte Hjem forvandledes til Ligstuer