194 / 331
183
Det Aar saae jeg ikke „den graa Dame“ ,
men den næste Sommer havde jeg mange Gange
det frygtelige Syn at se hende graa og kold,
stirrende mig indi Ansigtet og ringlende med
sine Gravnøgler til Sveden brast ud af mig.
Det var ganske naturligt — jeg havde faaet
„den lollandske Feber“ , en nu næsten ukendt
Malariasygdom, og „den graa Dame“ blev de
martrende Feberdrømmes Dronning. Saa kom
Fader fra København og reddede mig ud af det
Hele paa en mærkelig Maade. Rejseklædt traadte
han ind i mit Kammer, tog mig paa sine Arme
og sagde: „Nu sender vi Feberen til Køben
havn“ . Derpaa bar han mig ind i et andet
Værelse, paa hvis Dør der stod: „Her kommer
ingen Feber“ . Det var jo højst barnagtigt, men
det Mærkelige var, at det hjalp. Saa stor Magt
har Suggestionen over et fantasirigt Barnesind.
I den gamle, troskyldige Biografi, som Johan
Monrad har efterladt os, taler han ogsaa om
„sin møjsommelige Skolegang“ . Mennesket lig
ner i den Henseende sit ædle Husdyr Hesten.
Først gaar Farten i kaade Spring over blom
strende Marker ved Moderens Side, saa bliver