190 / 331
179
synderlig indbydende, blev vi i Vognen, Mad
kurven kom frem og Kusken gik bort efter
Vand til Hestene. Ligesom han vendte tilbage
med Spanden, saae jeg et Syn, jeg aldrig kan
glemme. Med en hvinende Vrinsken hævede
Forløberne sig lodret i Vejret og knuste i Ned
faldet Krybberne, saa Stumperne fløj mig om
Ørene. Kusken, der vilde gribe dem, blev kastet
overende, Forløberne tog Fart, Stanghestene
fulgte med og i et langt Sving kom Forspandet
op paa Chausséen, hvor det satte af i fuld Car-
riere. Jeg var saa lille, at jeg ikke kunde naa
Fodbrædtet, men maatte klamre mig til Ræk
værket, for ikke at slynges ned mellem de ra
sende Heste. Stiv af Rædsel hørte jeg Vinden
pibe, og en hvinende Lyd, der kom i afbrudte
Sæt — det var Barnepigens fortvivlede Skrig.
Hvor længe vi saaledes jog afsted, aner jeg ikke.
Det var maaske kun Minuter; for mig syntes
de en Evighed — jeg følte, at jeg snart maatte
slippe Taget og hvad saa? —
Da kom der en Vogn imod os. Hestene
blev sky for den, satte med rasende Fart ind
ad en Markvej og i samme Nu slyngedes Vog
nen ned i den dybe Chausségrøft, der begræn
sedes af et Stengærde. Jeg hørte Vognens splin
trende Brag, Klang af knuste Ruder, et jamrende
12
;