186 / 331
175
fad. Om Aftenen blev det saa transporteret op
til Skovløberhuset, hvor det forvandledes til her
lige Retter. Alt kunde bruges — ja, om det
saa var Pindsvin, forstod Skovløberkonen at an
vende dem til en Slags Jagtsuppe, som smagte
fortræffeligt.
Det var især ved de farlige Razziaer i Frugt
haven, at jeg maatte være med. Vi havde Lov
til at tage, hvad der blæste ned, men naar
vi rystede Træerne, blæste der altid meget ned.
Søholts Have var vidt berømt for sin Skønhed.
Vid i Udstrækning løb den i E t med „Stor
skoven“ og havde Ved Søen herlige Udsigts
punkter til Skjelsnæs og Borgø. Stive Alleer
med klippede Almehækker af anselig Højde vex-
lede med slyngede Skovstier, og op imod Gaar-
den ved Landevejen laa „Frugthaven“ , der sær
lig var Genstand for vore Røvertog. Ud imod
Vejen løb lange, lave Espaliermure med de
herligste Frugtsorter, og blandt disse havde vi
især faaet Kig paa et Kirsebærtræ, hvis omhyg
geligt opbundne Grene bugnede af Bær, store
og sorte som Blommer — Tænderne løb i Vand,
naar vi saae dem fra Vejen.
Saa brød vi en Aften gennem Hegnet og
plyndrede Træet. Først spiste vi, saa meget vi
kunde, og Resten puttede vi i vore Kasketter,