187 / 331
176
for ubemærket at kunde transportere det over
Vejen. Men da vi kom derud, mødte vi Gods
forvalter Thiele, en undersætsig, jovial Mand,
berømt som den, der bedst forstod at tumle en
Baad paa Maribo Sø. Da Niels og Christian
saae ham, forduftede de øjeblikkeligt ind i Sko
ven; men jeg skammede mig og blev staaende.
Thiele havde ikke anet Uraad, og idet han gik
mig forbi, hilste han venligt. Aldeles mekanisk
tog ogsaa jeg Kasketten af, og dér trillede alle
Kirsebærrene omkring paa Vejen.
„Det har nok blæst meget stærkt i Aften,“
sagde han og begyndte at samle Bærrene op.
„Kom med din Hue“ — han fyldte i — „saa
gaar vi to ned til Gartneren.“
Gartneren var min Rædsel, og jeg begyndte
at hulke.
„Naa, n a a !“ sagde Thiele, „det har du vist
ikke været ene om. Fortæl mig nu, hvem der
har hjulpet dig.“
Jeg skriftede mine Synder, Thiele sankede
de sidste Bær op og sagde saa: „Du er et lille
Fæ, men de Andre nogle store Tyveknægte, som
jeg skal snakke ordentlig med. Der har du din
Hue, men kom ikke mere i Frugthaven — for
saa vanker der.“