173 / 331
162
„Hagel, lille Tante.“
„Hagel? — Hvad er det for Noget? — Vil
Du køre med Hagel paa Vognen?“
„Ja ! — De kan jo ikke gøre noget?“
„Ikke det? — Aa, Peter! lad mig komme
ned! Jeg kører ikke med den Hagelpose paa
Vognen! — Ikke for Alt i Verden!“
Og da vi ikke kunde undvære Tante Ane,
maatte Drewsen undvære sine Hagel.
En større Rystelse havde dog tidligere ramt
Kalkbrænderiet; men det var før min Tid. Herom
skriver min Bedstefader: „Den
18
. August
1829
Kl.
3 x/4
Eftm. følede jeg et stærkt Stød, saa
Sæbesyderiet rystede og Sparreværket i Gaarden
Nr.
20
knækkede, som ogsaa fremdeles sporedes
paa Kalkfabriquen, med flere andre Steder. —
Tiden vil nu vel opklare denne Begivenhed.“
løvrigt var der Intet, som rystede Kalk
brænderiet eller dets idylliske Ro. Dagene svandt
som lette, lysende Sommerskyer, der tilsidst for
tone sig i Dis over fjerne Kj^ster, hvor Minderne
bo. Haven og Vænget var mig den Gang Alt
— at sluttes inde paa en Regnvejrsdag var det
samme som at komme i Fængsel. Huset, der
havde Hjerterum til os Alle, var derfor delt i
mange smaa Stuer, og af større fandtes egentlig
kun „Salen“ ovenpaa med dens hvide Empire-