168 / 331
157
menkrummet af Rygsmerter sad i sin Rullestol,
lød de samme kendte Ord med den samme
milde Røst, og nu, da den er forstummet, tænker
jeg tilbage paa den med Vemod.
Med al vor Kærlighed havde vi Børn dog
en ubegrænset Respekt for hende, og „Sig det
ikke til Tante Ane“ , var et staaende Feltraab
iblandt os. Kun to Gange faldt jeg i Unaade
hos hende, og da Anledningen var ret pudsig,
skal jeg skrifte mine Misgerninger.
De lokkende Jordbærbede førte mig tidt i
Fristelse, og én Gang havde jeg givet saa stærkt
efter for den, at jeg paadrog mig en alvorlig
Mavehistorie. Ved denne Lejlighed blev „Dok
tor Grumme“ kaldet, og han ordinerede til min
Rædsel et Klystér. Da jeg kom paa Benene
igen, blev Doktor Grummes Middel lovprist i
høje Toner, fordi det havde skyllet alle Jordbær
kærnerne ud, og Kokkepigen, den gamle Re
bekka, betroede mig, at havde jeg ikke faaet
det, saa var jeg bestemt „hinket af“ .
Trods dette, fristede Jordbærrene mig paa
ny, og da jeg midt i Bedet fandt en tyk, op
svulmet Skrubtudse, der saae mig temmelig li
dende ud, tænkte jeg: „Ho, ho, min Ven! Du
har ogsaa spist for mange Jordbær — men nu