163 / 331
152
med Flitsbue hørte til Datidens Sport. Empire-
Tiden krævede raske Drenge — det havde Na-
poleons Soldater jo været — og naar Dagens
Strid og Kamp var endt, straalede om Aftenen
Træer og Buske med gyldne Frugter i lysende
Festons, dannede af udhulede Græskar og Agur
ker. Ja — man var nøjsom den Gang, men
man var glad.
Var Haven dannet med Kunst og Smag,
vistnok under den gamle Fru Dajons franske
Auspicier, saa laa der til Gengæld et dansk,
ukunstlet Kystparti lige uden for dens Grænse.
I jævnt, blødt Fald strakte „Vænget“ og „Engen“
sig ned mod Sundets Bred, omrammet af en
vældig Tjørnehæk og skærmende Grøfter. Her
var man i Ordefs egentligste Forstand „paa
Landet“ , og fra „den grønne Bænk“ oppe under
de susende Aske og Avnbøge havde man den
mest idylliske Udsigt til det blaanende Sund med
det travle Liv paa de glidende Vande.
I Vænget havde jeg fire Venner: Den røde
Ko, Kaspar, Rejemanden og Madam — ja, Nav
net har jeg glemt; men hun var Lugemadam
og drev tillige en Biforretning med Løvetands
rødder, som hun hver Aften slæbte bort i en
Sæk. Den røde Ko var som Køer er flest, den
gloede, gumlede og satte Pris paa at blive anset