167 / 331
156
drog den voxende Slægt, og blev, lidt efter lidt
en major Domus, men paa den Maade, at man
slet ikke mærkede det.
Hun var ikke en Tante — hun var en Mo
der for alle de Unge. Snart streng alvorlig,
snart mild og kærlig bilagde hun Trætte og
Tvist — for os Børn den højeste Instans, hvis
Dom Ingen vovede at vrage. En særegen,
fredelig Ro laa over hendes Væsen, en egen
Troskyldighed og Troværdighed klang i det,
hun udtalte, fordi hun i Alt stolede inderligt
paa Vorherre. Naar jeg bød hende Godnat, og
hun saa med sin milde Stemme svarede: „Gud
velsigne Dig, mit Barn!“ , sov jeg trygt og ro
ligt — ingen Moder kunde have sagt sit Barn
inderligere Godnat.
Denne Følelse af, at hun udtalte Velsig
nelsen, ikke som en Formel, men at hun vir
kelig kunde give den paa samme Maade, som
Herren gav den til Abraham, fulgte mig længe
efter, selv da jeg blev voxen. Naar jeg paa
Aarets første Dag bragte hende min Hilsen
sammen med Aarets nye Kalender i rødt Saffian
med Guldsnit, fik jeg altid ved Bortgangen den
samme patriarkalske Hilsen og med den For
visningen om, at Aaret vilde bringe, mig Lykke.
Selv i de sidste Dage, da hun lidende og sam