166 / 331
(14. Marts 1783) og senere Uhrmagert Schmidts
Enke, der var født Ørsted. Dette Ægteskab var
barnløst, hvorimod han med sin tredie Hustru
Catharina Raasløff havde en Datter, Albertine
Vilhelmine Meyer, som døde ugift.
Man spotter i vor Tid saa meget over
Tanterne, særligt de gamle og ugifte, skildrer
dem som unyttige, livsforfejlede Skabninger,
ynkes over disse „gamle Nyner“, som dø uden
at eje et Hjem og uden at efterlade et Minde.
Man priser til Gengæld de frie, frejdige Frem
skridtskvinder, der vide, hvad de vil, storme Ho
spitalerne og ende som extraordinære Docenter
i Civilret, hvis de ikke blive Jordemødre for
inden. Men hvor fejlagtig, hvor usand og usund
er denne Opfattelse af Kvinden. Hendes Kald
er Kærlighed, hendes Higen Hjemmets Hygge,
hendes Veje Velsignelse. Brister hendes Illusioner,
naaer hun ikke sit eget Paradis i Kærlighedens
Liv, saa har hun dog d e t tilbage at kunne
sprede Lys og Lykke over et Hjem, der ved
Skæbnens Ugunst ikke blev hendes eget. Her
kan hun udfolde Forsagelsens stille Kærlighed,
den nobleste af alle.
Netop dette blev hendes Livsmaal. I en
tidlig Alder traadte hun ind i det Bechske Hjem,
hjalp min Bedstemoder med Husets Byrder, op