171 / 331
160
Pistolerne i en Avis, tændte den og lod den
glide ned i den hule Stamme, der gabede som
en Kanon. En tæt Røg slog op, og vi flygtede
forfærdede helt ud paa Græsplænen — det var
jo muligt, at Træet kunde vende sig. Det gjorde
det imidlertid ikke — ja , hvad der var det
mærkeligste — Røgen fortrak, Træet blev staaende,
og Blommerne sad lige saa højt som før.
I stor Spænding nærmede vi os Træet,
kigede ned — jo, der laa hele Pakken — men
vi kunde ikke lugte Lunten. Det kunde der
imod Tante Ane. Fra sit Vindue havde hun
iagttaget vore mistænkelige Bevægelser og plud
selig lød det kendte: „Hvad er nu dette her?
— Hvad er det, I har proppet ned der?“
„Svovlstikker,“ stammede jeg. „Det er bare
nogle Svovlstikker i et Papir.“
Tante Ane stak Haanden ned og fik Pakken
op — den var drivende vaad af det Regnvand,
der havde samlet sig i den hule Stamme.
„Og saa har I ødelagt alle de gode Svovl
stikker! — Veed I af, at de koster fire Skilling
Bundtet?“ fortsatte hun og vred Vandet af Pa
piret. „Nu duer de ikke til noget, men jeg skal
lære Jer.“
Med disse Ord gik Tante smækvred ind i
sit Kammer. Det lod ikke til, jat min Kusine