169 / 331
158
skal jeg kurere d ig !“ — Saa fik jeg fat i en Øre
sprøjte, kom Salt og Haarolie i en Kop med
varmt Vand, og saa vandrede jeg ud paa min
første Praxis og agerede Doktor Grumme.
Det var højst forbavsende som Midlet hjalp,
thi næppe havde Skruptudsen faaet sin Dosis,
før den dansede af som besat. Jeg syntes der
for, at jeg burde anvende det prophylaktisk
ogsaa paa de andre, der muligt sad og ventede
paa deres Mavebetændelse; men midt under disse
dyrevenlige Bestræbelser, kom Tante Ane over
mig som en Torden med sit: „Hvad er dog
dette her? — Er du nu bleven Dyrplager?“
Forgæves forsikrede jeg hende om mine
reelle Hensigter. Hele min Praxis blev taget fra
mig, og jeg fik ingen Velsignelse den Aften.
Min anden Misgerning var langt værre; thi
den rystede i Ordets egentligste Forstand hele
Huset, og havde nær bevirket, at Rebekka var
hinket af.
Jeg gik i Skole hos en gammel Jomfru
Geisler i Pilestræde, og Kl. to kom Hans og
hentede mig. Hans var en gammel Levning
fra Frederik den Sjettes unge Dage; havde været
„rigtig Soldat“, skudt Englændere 1807, Hannove-
ranere i Slaget ved Sehested og nogle af sine
Egne i de hyppige Fredsbatailler omkring Vibens