298 / 331
287
overskrævs paa Enden af en Bænk, hvor han
tegnede Figurerne i Luften med en Plastik, saa
at det saae ud, som om de stod der. Hans
Bevisførelse var stundom meget original.
„Ser du,“ sagde han f. Ex., „den korteste
Linie mellem to Punkter er den rette. Bevis:
aldeles overflødigt, for naar du binder et Kar
bonadeben ved det ene Punkt, og holder en
Hund i Halen ved det andet, saa vil den, naar
du slipper Halen, fare lige i Karbonadebenet
og aldrig gaa langs Væggene. Men, ser du,
naar sligt et umælende Bæst kan forstaa det,
behøver jeg ikke at bevise det.“
Svenningsens atletiske Skikkelse, hans
Sindsro og uforstyrrelige Ligevægt imponerede
os lige saa meget som hans strenge Retfærdig
hedsfølelse. „Albert Andresen er den bedste
Matematiker i Klassen“ skrev han i et Teste-
monium, men føjede saa umiddelbart til: „hvil
ket dog er en meget relativ Ros.“ Og heri havde
han Ret; vort Hold var særligt slet, og dog sled
han med os uden at knurre. Aldrig har jeg set
ham hidsig eller raa, aldrig hørt ham skælde
ud eller blive grov som mange af de andre
Lærere. Vaasede man for meget, kunde han i
det højeste sige: „Ærrr! Hvordan er det, du
staar og roder som en Høne i B laar!“ eller