293 / 331
282
Jeg begyndte paa Ingemanns:
Danevang med grønne Bred
Ved den blanke Vove!
„Æ rrr!“ snærrede han. Det var „Dane
vang“ han fik i Halsen.
„I dit Sked er Kærlighed,
Fred i dine Skove.
Fuglen synger højt mod Sky
Over Kæmpehøje,
Men i Dalen smiler bty
Vaarviolens Ø je.“
Svenningsen kastede Bogen og sagde: „Det
er noget ugudeligt Vaas, lille Ven, for Lærken
er den mest forbandede Fugl, jeg kender. Den,
der har skrevet det , har aldrig gaaet over den
jyske Hede med det Bæst over Hovedet fra
Morgen til Aften. Jeg blev tidt saa gal paa
den, at jeg fik Lyst til at stritte efter den med
Sten. — Nej, saa holder jeg mere af den Lærke,
jeg kan ha’ i min Lomme. Den klukker kun,
naar jeg selv vil ha’ det.“
En anden Dag var jeg i Færd med „ameri
kansk Skrift“ , en ny Opfindelse, som bestod i,
at man, for at give Haanden Smidighed, malede
store snørklede Sving og Kruseduller. De fyldte