290 / 331
279
for Skolen kunde han give Den en Lektion, som
skabede sig, eller „kørte med Trillebør“ , som
han kaldte det.
En Aften havde han været i Skoven og
vandrede alene hjem ad Kærlighedsstien eller „de
Elskendes Paradis“ som den kaldtes. Da saae
han et ungt Menneske sidde i dybe Grublerier
paa en Bænk tæt ved Søen, og Svenningsen
syntes, at Fyren saae ud, som om han tænkte
paa at springe i den. Saa satte han sig sindigt
ned ved Siden af ham.
Efter nogen Tavshed begyndte Svenningsen:
„Sig mig, min unge Ven, hvad er egentlig De?“
„Skræddersvend,“ svarede den Anden.
„Det var mærkeligt!“ sagde Svenningsen.
„Det er jeg saamænd ogsaa.“
Skræddersvenden saae op og ned ad Sven-
ningsens herkuliske Skikkelse og spurgte tviv
lende: „Hvor syr De?“
„Aa, ude paa Christianshavn, i lille Kongens
gade.“
„Det Værksted kender jeg ikke,“ bemærkede
Svenden.
„Det er rimeligt nok,“ sagde Svenningsen.
»Det er heller ikke noget stort.“
Der blev en længere Pavse, under hvilken