291 / 331
280
Skræddersvenden med hule Suk begravede An
sigtet i sine Hænder.
„Hvad er der nu i Vejen?“ . spurgte Sven-
ningsen endelig. „De jamrer Dem jo, som om
De havde faaet Prygl!
Hvad lider De egent
lig af?“
„Ulykkelig Kærlighed!“ udbrød Svenden
med en tragisk Gestus.
„Det var da mærkeligt — det gør jeg ogsaa,“
sagde Svenningsen i dybeste Alvor.
„Ha, den F a lsk e !“ udbrød Skræddersvenden
med høj Pathos. „Hun har sveget mig, bedraget
mig, knust mit Hjerte og løbet bort med en
Anden !“
„Ja , Fruentimmerne er gemenlig noget Rak,“
sagde Svenningsen sindigt. „Min har gjort ak
kurat det Selvsamme.“
Der blev atter en Pavse, eller som det nu
til Dags hedder „de sad i stor Stilhed“ , og saa
spurgte Svenningsen: „Hvad tænker De egent
lig paa?“
„Paa at drukne mig,“ udbrød Svenden he
roisk. „Je g er ked a f dette usle L iv !“
„Det er jeg saamænd ogsaa,“ sagde Sven
ningsen. „Skal vi saa ta’ fat?“
,,Ta’ fat — paa hvad?“ spurgte Svenden
overrasket.