286 / 331
275
Specie, saa kan Eftertiden aldrig begribe, hvor
de Penge er komne fra.“
Reith vred sig, min Salighed, ligesom Ormen
i Hullet; men jeg snakkede saa længe for ham,
at jeg, Pinedød, fik ham til at gaa i Tøjet og
lægge sin Specie derned. Saa løftede jeg Stenen
og lagde den i Hullet igen.
Men den næste Morgen, før Fanden fik Sko
paa, var jeg ude paa Fælleden og tog Specierne.
Saaledes narrede jeg med min ene Specie Reith
for en, og Eftertiden for to.
2
+
1
, hvad giver
det, lille Bergsøe?“
„Det giver
3
.“
„ J a, det giver
3
, “ svarede Svenningsen
og saa lo han, saa jeg kunde se det paa hans
runde, brede Ryg, idet han gik ud af Klassen.
Reith var Regnelærer og god Ven af Sven
ningsen. Han lignede ham noget i Førhed og
kopierede ham ikke saa lidt; muligt var det
derfor, at Svenningsen drillede ham.
En tidlig Morgen, just som Sommerferien
var begyndt, mødte Reith sin Ven ved Vester
port.
„Hvor skal du hen?“ spurgte Reith.
„Aa, jeg gaar mig blot en liden Tu r,“ for
klarede Svenningsen. „Gaar du med?“
i 8*