287 / 331
276
„Aa, jeg har saadan en Hovedpine,“ klagede
Reith.
„Saa er frisk Luft og sund Skridtgang just
det allerbedste,“ mente Svenningsen. „Kom du
blot med — det er kun en liden Spaseretur.“
Da de naaede Frederiksberg, vilde Reith
ind i en Beværtning, men Svenningsen be
troede ham, at man intet Sted spiste saa god
en Frokost som i Damhuskroen, og saa fik han
Reith lokket med sig derud.
Da Frokosten var endt, vilde Reith til Byen,
men Svenningsen sagde: „Hør, Reith, hvorledes
gaar det med Hovedpinen?“
Reith mente, at den, om muligt, var bleven
værre.
„Ja , saa er det bedst, at vi følges ad til
Roskilde. Der kan vi spise til Middag i „Prin
sen“ . Det er jo kun en liden Spaseretur, —
for vi er jo da omtrent Halvvejen.“
Reith gjorde nogle Indvendinger, men da
han gerne vilde have Følgeskab hjem, fulgte
han med til Roskilde. Da de saa havde spist
i „Prinsen“ , vendte Svenningsen Næsen mod
Vest og gik videre.
„Hvor vil du hen?“ spurgte Reith sved
dryppende.
„Aa, blot en liden Tur. Nu gaar jeg til