284 / 331
273
som jeg har tilladt mig at ændre lidt efter
Virkeligheden:
„En Nat som fuld han paa Knippelsbro gik
med dinglende Krop;
til Vægterne peb og paa Stigen ham fik
transporteret op.
Men han sprang af Stigen og rendte sin Vej
helt ud til Wilders Plads.
Var det og saa Mads? — Nej, det var s ’gu Fas,
som kom fra et K alas.“
Svenningsen holdt i det Hele meget af at
narre med saadanne smaa uskyldige Kneb. Det
var ikke for Pengenes Skyld, men det morede
ham „at faa Folk til at gaa i Fælden“ . En Dag
sagde han saaledes til mig: „Hør, lille Bergsøe,
kan du sige mig, hvorledes man med én Specie
kan narre for tre?“
Jeg tog Spørgsmaalet som en aritmetisk
Opgave og erklærede efter nogen Betænkning,
at det var umuligt.
„Der er meget lidt, som er umuligt, “ sagde
Svenningsen, „og nu skal jeg fortælle dig, hvor
ledes det lader sig gøre.
Ser du, forleden Dag gik Reith og jeg os
en liden Tur paa Amager Fælled. Saa kommer
vi til en stor Sten, og saa siger jeg: „Hør,
V.
Bergsøe: De forbistrede Drenge.
18