279 / 331
268
aabnede Døren, meldte, at Hr. Bagger sov; men
Svenningsen svarede ganske rolig: „Det gør al
deles Intet, min lille Pige! Jeg kan meget godt
slaa ham ihjel i Sengen.“ Og dermed gik han ind.
Det var ganske vist Svenningsens Mening
at slaa Carl Bagger helt fordærvet; thi naar
Svenningsen en Gang blev vred, var det Alvor.
Men da Digteren ynkelig bad for sig og und
skyldte sig med, at han jo ogsaa havde ladet
Kielerstudenten spille falsk, og at han havde
fremstillet Svenningsen som berettiget til at tage
Repressalie, sejrede dennes medfødte Godmodig
hed, og han tilgav Carl Bagger paa den Be
tingelse, at naar han igen udgav „den raadne
Bo g “ , skulde han sætte Navnet Svenningsen
fuldt ud i Stedet for Svendsen.
Dette Løfte blev ikke holdt. Udgiveren af
Carl Baggers samlede Skrifter finder tvertimod
Historien morsom. Det er den ogsaa — men ikke
for Digteren.
Der existerer i det Hele en Mængde „mor
somme“ Svenningseniana. De fleste ere til
med højst uskyldige, og naar Theodor Linde
ikke har fortalt dem i sin Biografi over Sven-