278 / 331
267
vilde han aldrig spille med en Kielerstudent —
dertil var han for dansk. For det andet vilde
han ikke spille „Piquet“ — dertil Lvar han for
jævn — Terning og Trekort var hans Yndlings-
spil — og endelig vilde han aldrig give sig til
at synge moralske Viser om „Stjerner, Titler
og Guld“ — dertil var han baade for umusi
kalsk og for naturlig. Han kunde kun snurre
eller knurre én eneste Vise, naar han var i sær
lig godt Humør, og den gik saaledes:
„O Rendsborg! O Rendsborg!
Du gode gamle Stad!
Du haver jo fordærvet
Saa mangen brav Soldat — —
Ja — videre kom han aldrig. Ligesom en
Snegl trak han Følehornene til sig, naar han
mærkede, at vi lyttede efter.
Men snyde, spille falsk! — det gjorde han
mindst af Alt, og dog lader Carl Bagger Kieler-
studenten raabe: „Holdt! — Der snød du atter!
Du spiller falsk, din Æ sel! Det er afskyeligt,
og det tyder paa en lav Charaktér.“
Disse Ord vare Svenningsen for drøje. Da
han havde læst dem om Aftenen, tog han næste
Morgen ganske tidligt sin Hat og sin Stok, og
saa gik han op til Carl Bagger. En Pige, som