276 / 331
265
Jo, det kunde nok hændes, mente Gardisten.
„Ja , tænkte jeg det ikke nok ,“ fortsatte
Svenningsen med uforstyrrelig Ro. „Saa kan vi
To jo „vifte“ en Gang med hinanden og se, hvem
der kommer først. Der har De en Flaske Hvidtøl
til at slukke Branden med.“
Gardisten stirrede overrasket paa denne
„Svinefylking“ , men Svenningsen sagde: „T a g
De bare fat ved Toppunktet, saa begynder jeg
ved Basis. — Skaal min Bro’r ! “
„S k a a l!“ sagde Gardisten, der fandt Spasen
overmaade herlig.
„Skaal igen !“ sagde Svenningsen, idet han
tømte det andet Glas, og saaledes blev de ved
„at vifte“ indtil Gardisten kom til det tiende
Glas, saa sagde han halvkvalt: „Nu kan jeg
inte mere!“
Men da rejste Svenningsen sig op i hele
sin imponerende Vælde og sagde: „Nej stop,
min kærlige Bro’r, saaledes vifter vi ikke! Enten
drikker du de fire Glas, der mangler, eller ogsaa
faar du Prygl, for jeg er — Svenningsen?“
Saa mente Gardisten, at det var bedre at
tage de fire Glas, men da han havde tømt de
to, styrtede han baglængs ned af Stolen.
Saa sagde Svenningsen: „Opvarter, tag og
kør ham hjem, thi han er overstadig beruset,