277 / 331
266
og jeg kan, for min Død, ikke lide at se drukne
Folk ligge under Bordet."
Derpaa betalte Svenningsen sin Regning og
gik tilbage til Skolen. Her var der ikke et Men
neske, som kunde mærke, at han havde „viftet
med Gardisten.“
At slige Scener ikke rygtedes paa Skolen
og kun spøgende fortaltes i Byen, røber hvor
meget man var vant til al Slags Kommers, som
den Gang i Regelen afgjordes med „en Mark
til Vægteren“ . At tænke sig dette Liv ført af
en Skoleinspektør i vore Dage, er aldeles umu
ligt; men skøndt man levede i Absolutismens
Tid, var man den Gang i mange Punkter mere
liberal end nu. Alligevel har Svenningsens Be
drifter sat Spor i vor Literatur. Jeg har saa-
ledes en grundet Mistanke om, at Hostrup har
haft dem for Øje, da han skrev sin berømte
Vise om „Mads“ , og at Carl Bagger har tegnet
en Scene af dette Liv i „Min Broders Levnet“
er bekendt. Jeg maa dog strax gøre opmærk
som paa, at Svenningsen, der her indføres under
Navnet „Jyden Svendsen“ er yderlig slet karak
teriseret, saa slet, at det ikke med en Tanke
faldt mig ind, at jeg her havde min gamle Ven,
da jeg som ung læste Bogen. For det første