285 / 331
274
Reith, tror du ikke, at der ligger en Specie under
den Sten?“
„Hvor falder du paa det?“ spørger Reith.
„Aa jo ,“ svarer jeg, „man finder jo saa
tidt Penge skjult under saadanne store Sten.
Kan du huske ham, Specie-Jørgensen ?“ *)
Saa tog Reith fat paa Stenen, men den
rørte sig ikke.
„Lad mig faa fat,“ siger jeg, og saa løftede
jeg Stenen.
Reith saae ned i Hullet og sagde: „Der lig
ger s’gu kun en Regnorm,“ og der laa virkelig
heller ikke Andet.
Men saa siger j eg : „Hør, Reith, det er dog
besynderlig — jeg havde det ganske paa Fø
lelsen, at der ma a t t e ligge en Specie under
den Sten. Jeg kan ikke faa det ud af mit Ho
ved, og for at faa Fred, vil je g lægge en.
Saa lagde jeg en Specie i Hullet og saa
sagde Reith: „Du er jo gal, Svenningsen!“
„Det er saamænd meget muligt,“ siger jeg,
„men du vil da ikke ha’, at jeg skal give
mine Penge ud alene? — Læg du ogsaa en
*) Specie-Jørgensen hed en Vognmand, der havde kørt
Specier fra Banken og gemt dem paa Amager.