289 / 331
han og kiggede ud paa de lave Huse. „Han
holder vel ved „Knapsteds Gaard“ . “
Vognen rumlede videre og rullede tilsidst
ind i en mørk Port.
Svenningsen steg ube
mærket ud, glad over at have naaet Byen for
en saa billig Penge.
Men da han kom ud paa Halmtorvet, kunde
han aldeles ikke kende det igen. Vesterport
var borte, Voldene havde flyttet sig, og Træ
erne stod paa begge Sider af Gaden — det
var højst mærkeligt! Selv hans kære Vægtere
var borte, og han syntes, at Vejrmøllen havde
sat sig lige midt over Vartov. Han gned sine
Øjne, tænkte et øjeblik paa, om han virkelig
var fuld, og gik saa videre.
Da opdagede han pludselig to slanke Spir,
som pegede op imod Nattehimlen. Dem kendte
han — det var Roskilde Domkirkes.
Saa gjorde han højre om, fandt Landevejen,
og Klokken ni om Morgenen stod han uden
for Skoleporten for at passe dem op, der
kom for silde. Selv havde han ikke svigtet et
Minut.
Svenningsen var jævn i Sind, i Tale og
Manerer. Al opskruet Affektation, al forloren Sen
timentalitet hadede han som Pesten. Selv uden