292 / 331
281
„Naturligvis paa at drukne os. Det er hur
tigt gjort; Søen er jo lige herved.“
Nu vilde Skrædderen knibe ud ; men Sven-
ningsen rejste sig, tog ham i Nakken og sagde:
„Nej, hør, véd du hvad, min venlige Bro’er!
Har du nu siddet og opholdt mig med Vrøvl i
mit Livs sidste Stund, saa skal du, min Salighed,
ogsaa følge med!“
Og dermed tvang han Skræddersvenden ud
i Vandet, dukkede ham ned og holdt ham saa
længe til det boblede. Saa trak han ham i Land
og forlod ham med de Ord: „Se saa, min rare
Ven! Nu tror jeg ikke, at du drukner dig
oftere.“
Selv de danske Digtere kunde forarge Sven-
ningsen, naar han fandt dem højtravende eller
usande — det Reale i hans Natur oprørtes der
ved. Der var en Tid, hvor jeg ikke kunde tage
Del i Gymnastiktimerne, og jeg tilbragte disse
oppe i en Klasse, hvor Svenningsen skrev i
Karakterbøgerne. Fra disse Timer har jeg ad
skillige Erindringer om. ham.
En Dag sagde han til mig: „Hvad har
du dér?“
„Danske Vers.“
„Naa, saa lad mig høre, om du kan dem.“